arDt (art and Digital technology) – kunst og digital teknologi

Videngruppen arDt arbejder organisatorisk i grænselandet mellem teori, perspektivering, praksis og fremstillingsprocesser med udgangspunkt i en række hypoteser.

Hypoteserne kan være modsigende – hvilket gruppen lader være et kendetegn og en pointe i sig selv: At feltet afføder modsigende teser, da det netop balancer på en knivsæg mellem det konservative og innovative.

Hypotese 1: Digital teknologi danner et udvidet digitalt (og socialt) felt, hvor nye æstetiske paradigmer og kunstdomæner opstår…
Emergens af nye æstetiske paradigmer eller remediering…? Et krydsfelt, hvor relationerne mellem kunst og kontekst bliver genforhandlet og nye domæner opstår? Hvad sker der i mødet mellem kunst og digital teknologi – gentagelser eller noget helt nyt? arDt vil undersøge og beskrive eksempler på forandringer af kunstens praksisformer, herunder hvilke nye rammer for fremstillingsprocesser, formidling og oplevelse af kunst, som opstår i det udvidede (augmented) digitale felt. Kunst er altså hypotetisk ikke et poesis-genereret system af betydningsreferencer (altså ikke et ’værk’ i formalistisk eller systemisk forstand), men er snarere en bestemt praksisform, der er i konstant og nær dialog med et publikum i ’augmenterede’ eller ’blandede’ sociale rum. Kunstens positioner og relationer til virkelighedsformer, der nivellerer mellem digitale og fysiske ’realitetsrum’.
Dette kan f.eks. omfatte undersøgelser af forholdet mellem ’opsis og optik’, oplevelse og erfaring, praksis og produkt, proces og rum i kunstens forhandlinger med augmenterede virkelighedsformer.

Hypotese 2: Forsvinder ”kunsten” som privilegeret domæne? - de epistemologiske udfordringer i kunstens møde med digitale teknologier
Digital teknologi er blevet til en uundværlig del af vores professionelle hverdag og vores fritid. Udviklingen af alskens konvergerende medier og maskiner (computeren, smart phones, computerspilskonsoler, etc.) rykker ved kulturelle distinktioner mellem fx arbejde og fritid, det private og det offentlige. Med kunstens inkorporering af disse konvergente teknologier forrykkes kunstens epistemologiske position. Kan kunsten opretholde sin erkendelsesmæssigt privilegerede position set i lyset af, at megen teknologisk kunst involverer, eller forudsætter, tilskueren på interaktiv vis;Aat megen kunst foregår udenfor kunstinstitutionens rammer; og at megen teknologisk kunst indgår i alliancer med videnskaben? Er digital kunst stadigvæk baseret på det æstetiske som både antropologisk og kritisk grundlag for kunstens epistemologiske perspektiv? Er teknologisk kunst stadigvæk baseret på et fiktionsbegreb, der siden senmiddelalderen har været fundamentet for kunst som refleksion, der tillader både en særlig æstetisk tilstand og kritik? Eller er den digitale kunst i færd med at blive til et performativt domæne, der er heterarkisk i forhold til mange andre domæner? Og hvad betyder denne sidestilling i forhold til kunstens epistemologiske status?

Hypotese 3: Kunst og digitalteknologi: Innovation eller konservering
Digitalteknologi præger i dag flere former for kunstnerisk arbejde som både proces og produkt. Den forestillingsverden, hvorigennem digitalteknologi aktualiseres, synes imidlertid i højere grad kendetegnet ved dens muligheder for at genspejle og genbruge traditionelle teknologier samt hertil hørende formater og videnssystemer, end ved dens potentielle tilbud om nyorientering og reformulering af teknik og metode, praksis og begreb.
I dens omsætning kan digitalteknologi derfor se ud til at bidrage til at fastholde og udvikle historisk institutionaliserede kunstneriske praksisformer mens den kun i beskeden grad udfordrer disse. I modsætning til mange andre teknologier har dens gennemslag og betydning for kunst ikke udmøntet sig i ændrede eller nye praksisformer og har derfor heller ikke ført til udvikling af et fornyet kunstbegreb eller en ændret kunstforståelse.
Digitalteknologi har imidlertid medført forandringer i kunstens sociale vilkår og rum og har derved bidraget til sløring af grænsen mellem livsverden og ‘kunstverden’, og både sekretariseringen af kunstens aktivitetsformer, som digitalteknologiens interfaces indebærer, internetdistributionen og den generelle udbredelse af redskaber til fremstilling af kulturprodukter forlener kunstnerisk aktivitet med et skær af det dagligdags og flygtige.
Projekter søger på denne baggrund at kortlægge to undersøgelsesfelter:
Er det en egenskab ved digitalteknologien, at dens indlemmelse i kunstneriske praksisformer primært fastholder og uddyber eksisterende kulturelle udtryksformer eller skyldes dette forhold snarere sociale og ideologiske forskydninger i det hypermoderne samfund?
Kan en afdækning og begrebsliggørelse af de problemstillinger, der knytter sig til digitalteknologiens tilstedeværelse og brug i kunstnerisk kontekst, bane vej for emancipatoriske og af-formaterede praksisformer, som alene kan opnå gestalt i kraft af det digitale domæne som præmissætter?

Hypotese 4: Kunstens møde med digitale teknikker forandrer læringstraditioner og videndomæner indenfor kunsten og videnskaben
Kunstuddannelser har tilsluttet sig Bologna konventionen. Dette nødvendiggjorde en ny uddannelsesstruktur med en videnskabeliggørelse af kunstuddannelsen til følge. På den anden side er danske universiteter begyndt at tilbyde og/eller udforske kunstneriske og kunstpædagogiske metodikker, og det ikke bare på et akademisk teoretisk niveau, men også på et praktisk niveau. Aalborg Universitet udbyder som det første danske universitet en akademiuddannelse, hvis ambition bl.a. er at uddanne kunstnere. Både kunstakademierne og universiteterne er fra hver deres udgangspunkt på vej mod en hybrid pædagogisk form. Men både selve formen, dens indhold, pædagogiske strategier og metodologier er kun i sin vorden. Med kunst og den digitale teknik som konkret krydsfelt, agter videngruppen at opspore, realisere og konceptualisere dette på mange måder tværgående felt.

Hypotese 5: Digitale teknikker forandrer de kunstneriske fremstillingsprocesser: Kortlægning af aktører i flerfaglige fremstillingsprocesser.
Fremstillingen af digitalt berigede æstetiske værker – digitale kunstprojekter – er ofte præget af, at der trækkes på mange aktører med forskellige rationaler – eksempelvis projektleder, vision manager (den centrale kunstner), design manager (digital mekanik), visual manager, tech manager, kurator, programmør, 3D-artist, lydmand, animator, CG-artist, arkitekt, maler, skulptør etc.
Der er således i komplekse fremstillingsprocesser behov for aktører på fem hierarkiske niveauer: Flerfaglig procesledelse, flerfaglig visionsledelse, flerfaglig udførelsesledelse, enkeltfaglig udførelsesledelse og udførelse.
Hvordan skal aktørerne indenfor og på tværs af disse hierarkiske niveauer spille sammen i forhold til frembringelsen af god kunst? Det er helt sikkert forskelligt fra kunstprojekt til kunstprojekt.
Men kan der alligevel – med inspiration fra bl.a. spilindustrien - gives retningslinjer for, hvilke rationaler, der skal i spil, og hvordan de frugtbart kan organiseres i forhold til fremstillingsprocessens kompleksitet og usikkerhed? Og kan den eksperimentale organisering af digitale kunstprojekter inspirere til nye organisationsformer i den digitale medieindustri?

Hypotese 6: Digitale og interaktive teknologier skaber et nyt socialt og kulturelt felt, hvor nye sociale og kulturelle former, mediekulturer og oplevelses- og interaktionsformer opstår.
Denne hypotese og dette tema anlægger en mere omfattende optik, der betragter de digitale og interaktive teknologiers påvirkning af det brede sociale og kulturelle felt. Digitale teknologier gennemtrænger nu alle samfundsmæssige domæner: arbejdssfæren såvel som fritidssfære, det offentlige såvel som det private, det sociale såvel som det kulturelle. Dette tema vil undersøge og konceptualisere, hvad udvidelsen af det digitale felt betyder i forhold til nye sociale former, nye kulturelle produktionsformer og kulturelle genrer, nye mediekulturer, nye populærkulturelle former, nye æstetiske fænomener, nye formidlingsformer, nye oplevelses- og erfaringsformer, nye interaktionsformer mellem digitale teknologier og bruger/publikum etc.
En af problemstillingerne udtrykkes i, at kunsten i det globaliserede videnssamfund og teknologibaserede samfund ikke længere udgør det privilegeret locus for radikal innovation og nybrud, men at denne i stedet ofte udspringer fra teknologisk baserede subkulturer, fra populærkulturen, fra videnskabelig forskning og ikke mindst fra teknologisk betinget kontakt og udveksling mellem forskellige globale kulturer. Projektet undersøger de forandrede betingelser for kulturel innovation og produktion under den interaktive og digitale teknologi.
Dette tema vil bl.a. omfatte undersøgelser og beskrivelser af sociale medier, nye teknologisk baserede kulturformer, nye innovationsformer, nye formidlings- og oplevelsesformer etc.

Metodiske overvejelser: Undersøgelse af begrebsmønstre og -forandringer i det udvidede digitale felt…

Hvis hypotesen holder – at der sker noget kvalitativt nyt i det udvidede digitale felt (en af hypoteserne peger på det modsatte) – er det grundlæggende nødvendigt at forholde sig til måder, hvorpå vi videnskabeligt kan ’opfange’ / udtrykke dette ’nye’. arDt vil undersøge følgende problemer:

1. Sproget og eksisterende begrebsdannelser indenfor forskellige fagkredse: Medieteori, æstetisk teori, kunsthistorie, teknologihistorie, digital teori, sociologi osv. Er disse begrebsdannelser tilstrækkelige, eller er der behov for nye begrebsmønstre, der går på tværs af human-, teknik-, og naturvidenskaberne?
2.  Genstandsfeltet: Hvordan defineres et ’flygtigt’ og transdisciplinært genstandsfelt - og hvad er det vi undersøger i et ’udvidet digitalt felt’ (feltet der udspænder sig mellem kunst og digital teknologi)?
3.  Nye undersøgelses- og videnproducerende metoder: Hvis vi hypotetisk antager, at de traditionelle videnskabelige genrer såsom konferencer og papers, forelæsninger og bøger ikke ’slår til’, kan det så defineres, hvad det er de mangler? Og hvilke kompetencer, der mangler, og hvordan vi kan udvikle nye undersøgelsesmetodikker til at udvikle de manglende kompetencer?
4.  Hvordan forandrer begrebsmønstre sig? Er der en særlig digital varians i udviklingen af det humanvidenskabelige sprog, og hvad sker der, når dette særlige humanvidenskabelige sprog overskrides, og måske bliver noget helt andet?
5. Hvilket virkelighedsbegreb (eller -niveau) opereres der med i det digitale felt? Udgør de augmenterede og miksede virkelighedsformer, som opstår qua de digitale teknikker og undersøges / anvendes i kunstneriske processer og ’værker’, elementerne til nye menneskelige perceptionsrammer / oplevelseshorisonter, der rækker udover kroppens og nærsansernes ’systemer’?